Nye digitale kort skal beskytte havmiljøet
Danske Rederier lancerer nu BIO-Route, et gratis digitalt værktøj, der skal hjælpe skibe med at tage større hensyn til havmiljøet, når de sejler gennem danske farvande.
Kortet viser miljømæssige sårbarheder i danske farvande. Foto: DHI
BIO-Route er udviklet i samarbejde med DHI og består af fire kort, der viser, hvor havmiljøet er særligt sårbart over for skibsfartens påvirkninger.
Kortene dækker farvandene fra Bornholm til Skagen, herunder Øresund og Storebælt, og viser sårbarheden over for undervandsstøj, kunstigt lys, udledninger og skibes fysiske tilstedeværelse.
Ved hjælp af kortene kan rederierne eksempelvis justere skibenes ruter, sænke farten i støjfølsomme områder eller begrænse aktiviteter om natten, hvor havmiljøet er særligt følsomt over for lys.
”Som erhverv har vi et ansvar for at være med til at mindske den negative påvirkning af biodiversiteten. Med BIO-Route lancerer vi nu et gratis, praktisk anvendeligt ruteplanlægningsværktøj,” siger Nina Porst, direktør for bæredygtige skibe og kompetencer i Danske Rederier.
Formålet er at mindske skibsfartens påvirkning af havmiljøet gennem ændringer i den daglige drift uden behov for ny regulering eller større investeringer.
Projektet er støttet af Den Danske Maritime Fond, og kortene bliver gjort frit tilgængelige på DHI's hjemmeside.
-emte
