Ny uklarhed om havnenes skatteforhold
Efter flere års usikkerhed var lettelsen i havnene stor, da Vestre Landsret i maj gav Fredericia Havn medhold i sagen om den skattemæssige behandling af havnens lejeindtægter. Men det varede kun kort. Skatteministeriet har valgt at anke dommen til Højesteret.
Derfor hersker der fortsat meget stor usikkerhed om aktieselskabshavnenes skatteforhold. En usikkerhed der, ifølge brancheorganisationen Danske Havne, gennem flere år har sat en stopper for havnenes organisatoriske udvikling.
Danske Havne fastholder derfor synspunktet, at de aktiviteter, aktieselskaberne lovligt kan udøve under havneloven, naturligvis også skal være omfattet af skattefritagelsen for havnerelateret virksomhed.
Den store usikkerhed har ifølge Danske Havne ikke kun betydning for aktieselskabshavnene. Den har også sat en stopper for andre havnes tanker om at omdanne sig til aktieselskab - helt i strid med både intentioner og ønsker generelt.
Danske Havnes bestyrelse har derfor søgt om at indtræde som biintervenient til støtte for Fredericia Havn, når sagen skal for Højesteret.
Kilde: Danske Havne