Ny skibspropeller gør skibe mere effektive
Propellerne på Nordens nye produkttankskibe bliver kombineret med en teknik, der sender vandstrømmen i rotation imod propellerens omdrejningsretning. Det, sammen med en elektrisk styret motor, giver skibene en langt bedre ydeevne. Det skriver Ingeniøren.
Over propellerakslen er vandstrømmen altid langsommere, end den er tættere ved bunden, og propelleren arbejder mest effektivt, hvis vandhastigheden forbi propelleren er så ensartet som muligt. På de fire nye produkttankskibe fra skibsværftet STX i Sydkorea, sidder derfor en dyse, som sørger for at sende mere vand ind omkring toppen af propelleren, så medstrømsfeltet bliver mere ensartet.
”Dysen indeholder også nogle finner, som sætter vandstrømmen i rotation imod propellerens omdrejningsretning. En stor del af det energitab, man får ved en propeller, skyldes, at den bruger energi på at sætte vandet i rotation. Med disse finner får man et lidt mindre tab”, siger Alex Hjortnæs, der er Senior Newbuilding Manager hos Norden, til ing.dk.
Han vurderer, at Mewis Duct’en giver propelleren en bedre virkningsgrad på fem til seks procent. Selve propellerene bliver NPT-propellere, der er udviklet med en bladprofil, så man kan få et større tryk pr. kvadratcentimeter, uden at propelleren kaviterer.
”Dermed kan man formindske både propellerdiameteren og bladarealforholdet, så den yder mindre modstand, når propelleren roterer i vandet. Det gør faktisk, at vi forventer at vinde mellem 2 og 4 procent på at installere en NPT-propeller. Jeg tror, det er første gang, vi ser denne propellertype i kombination med en Mewis Duct, så vi er lidt spændte på, hvor stor en besparelse, det giver samlet set”, siger Alex Hjortnæs.
Kilde: ing.dk