Ny rapport glæder Danske Maritime
Danske Maritime glæder sig over den ny rapport fra Søfartsstyrelsen om Beskæftigelse og Produktion, som konkluderer, at produktivitetsfremgangen for den maritime udstyrsindustri og danske værfter ligger over niveauet for Det Blå Danmark og dansk økonomi i det hele taget.
”Jeg er særdeles tilfreds med, at erhvervs- og vækstministeren anerkender den vækst i produktivitet, som den maritime industri har haft, og som han for nylig har efterlyst hos dansk erhvervsliv,” siger adm. direktør Jenny N. Braat, Danske Maritime.
Den danske maritime industri og danske værfter har en produktionsværdi på godt 85 milliarder kroner og står for over 25 procent af bruttoværditilvæksten i Det Blå Danmark samt har 40.000 ud af de 100.000 beskæftigede i Det Blå Danmark.
”Faktum er, at vi i Danmark har en maritim industri, der ikke alene har præsteret en uforlignelig vækst i mange år, men også har et enormt uforløst potentiale til fortsat vækst og øget produktivitet.
Alt det, vel at mærke uden, at vi har fået statsstøtte, modsat andre brancher og konkurrenter i andre lande,” siger Jenny N. Braat.
Ifølge Jenny N. Braat er der flere forklaringer på den maritime vækst. Danske virksomheder har været nødt til at finde innovative løsninger og effektivisere produktionen for at konkurrere med lavtlønslande, både blandt naboer i Østersøen og i det mere fjerne Asien.
Samtidig har man i Danmark formået at genskabe en maritim industri som afløser for de store stålskibsværfter, der for ikke så mange år siden måtte lukke, da det efterhånden blev for dyrt at svejse stålplader sammen i Danmark.
Kilde: Danske Maritime