Ny adm. direktør i J. Lauritzen
Jan Kastrup-Nielsen træder tilbage som adm. direktør i J. Lauritzen A/S. Det sker i forbindelse med, at man har søgt efter en ny finansdirektør. Bestyrelsen har i den forbindelse besluttet at reducere direktionen i rederiet.
Mads P. Zacho vil overtage stillingen som adm. direktør efter Jan Kastrup-Nielsen så snart som muligt og i hvert fald inden den 1. december 2016. Mads P. Zacho har været finansdirektør for Torm A/S siden 2013 og havde inden da forskellige stillinger inden for A.P. Møller-Mærsk, the International Finance Corporation og Nordea.
Jesper T. Lok, bestyrelsesformand for J. Lauritzen A/S, siger i den forbindelse:
”Vi er glade for, at Mads vil slutte sig til J. Lauritzen A/S. Mads har en solid erfaringsliste både inden for shipping og den finansielle sektor og har bevist sine lederevner. Bestyrelsen for J. Lauritzen ser meget frem til at arbejde sammen med Mads, og samtidig vil vi gerne takke Jan for hans bidrag til J. Lauritzen gennem årene”.
Jan Kastrup-Nielsen fortsætter med at fungere som adm. direktør, indtil Mads P. Zacho overtager stillingen.
Kilde: J. Lauritzen