Nu kan du selv prøve at sejle Samsø-færgen
Som et led i den stpre velgørenhedsauktion til fordel for Danmarks Indsamling, kan du blive den, der får lov at sejle Samsø-færgen Isabella fra Hou til Samsø.
Bliv styrmand for en dag på Isabella.
Samsø Rederi har besluttet at deltage i Danmarks Indsamlingen med et unikt tilbud: Den højestbydende får mulighed for at tage sin familie med på broen og - sammen med kaptajnen, forstås - sejle Samsø-færgen Prinsesse Isabella fra Hou til Samsø.
Prinsesse Isabella blev indsat på ruten i 2015 og løb samme år med titlen som “Årets Danske skib”. Prinsessen er drevet af naturgas og passer således godt til en ø med en grøn ambition.
“Isabella er et godt eksempel på et skib designet ind i en større sammenhæng – her et lokalsamfund med en grøn ambition. Skibet repræsenterer innovation og ny/moderne fremdrivningsteknologi og viser at et samarbejde mellem skib og land (biogasproduktion) muliggør en forbedring af miljøet”, sagde Martin Uhlenfeldt, chefredaktør for Mediegruppen Maritime Danmark, da han på vegne af en uafhængig dommerkomite begrundede valget af Prinsesse Isabella til Årets Danske Skib 2015.
Der kan bydes på tjansen som styrmand på lauritz.com frem til 2. februar. Kun een person får lov at sejle skibet, men vinderen kan tage sin familie med på broen. Sejladsen skal finde sted i løbet af 2017, oplyser Samsø Rederi.