Norsk fregat er nu helt oppe af vandet
Den norske fregat KNM Helge Ingstad er nu helt fri af vandet og fastgøres til lægteren Boabarge 33, inden den på lægteren bugseres det sidste stykke til den norske flådes hovedbase Haakonsvern udenfor Bergen. Inden afgangen hæves lægteren så fribordet bliver på 2 meter.
Flere norske aviser skriver nu, at bjærgningsoperationen kan blive langt mere kostbar end hidtil antaget.
Indtil nu har vurderingen været, at redningsoperationen ville koste mindst en halv milliard norske kroner. Men det beløb kan blive væsentlig højere, hvis de fartøjer der umiddelbart efter ulykken bugserede fregatten ind til kysten for at forhindre, at den gik til bunds i den dybe fjord, kræver bjærgeløn. Bjærgelønnen fastsættes i forhold til skibets værdi, og værdien af fregatten var - da ulykken indtraf - godt 4,5 milliarder norske kroner.
En fiskefarm der af fare for, at udslip fra fregatten ville slå fiskene ihjel, var nødt til at flytte alle fiskene, vil også kræve erstatning af forsvaret. Det samme vil Equinor, der var nødt til midlertidig at standse produktionen på et nærtliggende raffineringsanlæg.
Den norske avis VG har udviklet en interaktiv video der gør det muligt, at opleve de sidste minutter inden den fatal kollision - set fra forskellige kameravinkler som man selv kan vælge imellem. Se videoen HER
Et livesignal fra Teknisk Ukeblad gør det muligt at følge direkte med i bjærgningen. Se herunder: