Nordkoreansk våbenskib slippes fri
Det nordkoreanske skib Chong Chon Gang, der blev taget i arrest i Panama på grund af encubansk last af våben har nu fået lov at sejle videre ifølge Panama Canal Authority. Skibet blev tilbageholdt i juli 2013 for at forsøge at transportere uregistrerede våben gennem Panamakanalen.
Kanalmyndighederne siger, at repræsentanter for skibet har fået adgang til det efter at have betalt en bøde på 693.333 dollar, cirka 3,8 millioner kroner. Ejerne blev oprindeligt idømt en bøde på en million dollar for våbensmugling, men myndighederne er nu gået med til at acceptere en betaling på mindst to tredjedele af bøden.
32 medlemmer af skibets besætning kan vende tilbage til Nordkorea, mens kaptajnen og to andre besætningsmedlemmer skal forblive i Panama, hvor de er anklaget for besiddelse af våben.
Den cubanske regering hævdede, at landet havde sendt lasten af forældede Sovjetvåben, herunder jagerfly og missiler, der skulle til Nordkorea for at blive repareret og herefter skulle returneres til Cuba.
Våbnene var ikke deklareret I skibets papirer. De var skjult i containere, der igen var dækket af godt til med fyldte sukkersække. Våbentransporten blev opdaget, da skibet blev undersøgt, fordi man havde mistanke om, at det smuglede narkotiske stoffer.
Kilde: TradeWinds