Norden tjener penge på isvinter
Det er ikke kun Torm og Mærsk der tjener gode penge på den omsiggribende is. Også Norden og dets græske partner i Norient Product Pool samarbejdet, kan glæde sig over højere indtægter fra opgaver der kræver isklasserede tankskibe.
Foto: Horisont Gruppen a/s
"Siden vi startede med isklasserede skibe for fem år siden, er der generelt kommet flere isklasseskibe til, så lige nu oplever vi en lille præmie på ca. 15-25 worldscale point for rejser, der omfatter is eller involverer en risiko for is, svarende til en ratemæssig præmie på omkring 10-15 procent", siger adm. direktør Søren Huscher fra Norient Product Pool, til nyhedsbureauet Direkt.
"Så præmien er begrænset. Men det gode er, at når der kommer is, og isen ser ud til at blive tykkere i hvert fald i Det Baltiske Hav, så vil rejserne tage væsentligt længere tid og dermed trække noget kapacitet ud af hele tankmarkedet", siger Huscher til portalen.
Norient, der er ligeligt ejet af Norden og Interorient Navigation Company, administrerer 63 tankskibe, hvoraf de 32 er isklasse. Af isklasseskibene er de ni indskudt af Norden. Søren Huscher oplyser, at godt og vel 55 pct. af den samlede flåde sejler på spotmarkedet, mens resten er omfattet af kontrakter.
Kilde: Sydinvest