Norden indgår stor kul ordre i Filippinerne
Norden har indgået en 10-årig kontrakt med det filippinske energiselskab GNPower Mariveles Coal Plant Ltd. Co. / GNPower, som ejer og opererer et moderne kraftværk i Bataan provinsen på Luzon Island i Filippinerne.
Kontrakten omfatter transport af 20-24 mio. tons kul til kraftværket og begynder i 1. kvartal 2017. Kontrakten er dermed volumenmæssigt den største i Nordens historie.
”Vi er både stolte over og glade for, at GNPower har valgt Norden til at stå for transport af kul til dette moderne kraftværk de kommende 10 år. Det er udtryk for, at kunderne ved, at Norden er en stabil og sikker samarbejdspartner, man kan regne med – også når det drejer sig om meget langsigtede kontrakter”, siger Nordens adm. direktør Jan Rindbo.
”Vi ser frem til at udbygge og styrke vores samarbejde med GNPower yderligere og fokuserer nu på, at leve op til de høje forventninger, GNPower og andre kunder med rette kan have til Norden”, siger Jan Rindbo.
GNPower kraftværket i Bataan provinsen begyndte sin produktion i 2013, og fra opstarten har Norden transporteret kul til værket for en indonesisk kulproducent. Fremover bliver det med GNPower som den direkte kunde, idet kraftværket køber kullet hos forskellige producenter i Indonesien, hvorefter det sejles til Filippinerne af Norden.
Transporterne vil blive udført på Panamax-skibe med 25-30 rejser om året. Hver transport vil vare ca. 20 dage.
Kilde: Norden