Narkohunde gennemsøger flådeskib
Nyuddannede narkohunde og deres førere øvede sig, mens patruljefartøjet Knud Rasmussen var på besøg i Hanstholm. Hundene gik grundigt til værks. Samtlige rum på skibet blev gennemsøgt. Der gik ikke lang tid, før nødhjælpspakken med morfin i skibets redningsfartøj blev opsnuset.
Bombehunden havde også travlt. Ikke overraskende pirrede ammunitionen og våbenshoppen hurtigt hundens snude. Til stor undren for både hundefører og besætning reagerede den også på en kasse med kasserede hængelåse. Den var dog god nok. Hængelåsene havde været brugt i våbenshoppen.
En cigaretpakke vakte også hundens opmærksomhed. Ejermanden havde dagen før båret et tungt maskingevær på plads og havde derefter taget sig en smøg. Så det var rester af våbenolie på pakken, der fik hunden til at reagere. Dygtig vovse.
Duften af kokkens nystegte andebryster tiltrak dog også de firbenede og skabte enkelte dilemmaer undervejs i arbejdet. Det var en god træningsdag for hundene og deres førere, som sjældent får lejlighed til at eftersøge så grundigt på et skib.
Kilde: forsvaret.dk