Når innovation hjælper på bunden
Den esbjergensiske virksomhed MLD har udviklet intelligente trawlskovle, der ikke bare gavner bundlinjen. De skåner også havmiljøet. Det er sket i tæt samarbejde med NorSea Group Danmark, og produktet har allerede vist sit værd på havet.
Det er sjældent, at ny teknologi kan bryste sig af både at spare ressourcer, øge fangsten og være mere skånsomt ved miljøet, men det er ikke desto mindre tilfældet, når det kommer til de intelligente trawlskovle fra MLD (Multi Level Door) i Esbjerg.
Skovlene giver mulighed for på fleksibel vis at styre trawlet, så skipper uden problemer kan holde det på en given dybde eller afstand til bunden. Dette giver skipper langt større mulighed for aktivt at styre og tilpasse trawlet til de faktiske forhold i modsætning til tidligere, hvor det har været langt sværere og til tider farligt i forhold til arbejdsmiljø.
”Teknologien minder om vinger fra fly, og vi sigter efter at give skipperen fuldstændig kontrol, så han for eksempel ikke trækker trawlskovlene henover eller i havbunden og dermed ødelægger den. Det er en frihed, som de aldrig har haft tidligere. Derfor har vi også fået et tilskud fra Miljøministeriet på 1,4 mio. i udviklingsfasen, og det giver signifikante muligheder for de helt store trawlere, som er dem, vi henvender os til i første omgang. Det giver blandt andet besparelser på brændstofforbruget på op mod 15 %, og på den måde gavner det miljøet på flere måder, mens brugen også kan aflæses på bundlinjen”, siger adm. direktør hos MLD, Gregers Baungaard.
For fiskerne er det selvfølgelig også meget væsentligt, at de med teknologien kan indstille trawlet meget mere præcist og derved optimere muligheden for at øge fangsten.
Læs hele artiklen om dagen i den nye udgave af FiskerBladet herunder: