Myndigheder vil spiritussejlads til livs
I løbet af de sidste fem år har der været fire tilfælde af grundstødninger eller kollisioner i danske farvande hvor skibsføreren var beruset. Søfartsstyrelsen presser på for at skærpe de internationale regler om alkohol til søs. På Bornholm vil man øge kontrollen.
Bornholms politi er ikke begejstrede for, at skibe ført af berusede skibsførere torpederer den danske klippeø i Østersøen. Derfor opruster politiet nu indsatsen mod spiritussejlads.
"Vi havde planlagt, at tage stikprøver på mindre både, men efter den seneste påsejling, tjekker vi også de lidt større både", siger vicepolitikommissær Hans Henrik Dam, som står for politiets maritime indsats, til DR P4 Bornholm.
I løbet af det sidste år, er hele to fragtskibe stødt på bornholmsk grund, fordi fulde søfolk stod bag roret.
Også Søfartsstyrelsen presser på, for at gøre internationalt farvand mere sikkert.
"Efter påsejlingen af Storebæltsbroen har vi i Danmark indført en promillegrænse på 0,5. Den grænse prøver vi nu at få indført internationalt til søs", siger kontorchef i Søfartsstyrelsen Hemming Hindborg til DR.
Det grundstødte fragtskib Wani Will blev i går betinget frigivet af Søfartsstyrelsen. Det betyder, at det må sejle til værft når det opstår et vejrvindue på 30 timer med en vindstyrke på under syv meter i sekundet. Der er fundet flere mindre huller og skrammer på fragtskibets skrog.
Kilde: DR P4 Bornholm