Muehlhan vinder stor vindmøllekontrakt
Muehlhan har indgået en fem-årig kontrakt med sydkoreanske CS Wind Corporation, om at udruste og bemande en ny fabrik i Ontario, Canada, hvor koreanerne ra august vil producere vindmølletårne i sektioner, som Muelhan skal overfladebehandle
”CS Wind Corporation er globalt en af de førende producenter af vindmølletårne, og vi er stolte af at kunne indgå i et så omfattende samarbejde med dem. Vi er i forvejen den største virksomhed i markedet herhjemme for overfladebehandling af tårnsektioner til bl.a. Vestas og Siemens, og i de seneste to år har vi fulgt en strategi for vækst i det internationale marked, som har resulteret i en række nye, gode aktiviteter, og som nu har ført til det omfattende samarbejde med CS Wind Corporation”, siger adm. direktør Jens Mørk, Muehlhan.
Muehlhan udstationerer tre ledende danske medarbejdere på den nye fabrik i Canada, og i opstarten i 2011-2012 skal yderligere et antal håndplukkede, danske medarbejdere oplære de 20-30 lokale, canadiske industrimalere, som skal arbejde i produktionen.
Muehlhans system for overfladebehandling af tårnsektioner indføres desuden på CS Wind Corporations igangværende produktionsanlæg - to i Sydvietnam og et i Kina - og der føres drøftelser om også at indføre Muehlhans teknologi og ledelse på disse fabrikker.
I samarbejde med bl.a. danske virksomheder har Muehlhan udviklet specielle, mobile robotter til overfladebehandling af tårnsektioner. Robotterne er allerede i drift på Muehlhans anlæg til overfladebehandling af vindmøller i Herning og Give, og de skal også arbejde på CS Wind Corporations produktionsanlæg.
CS Wind Corporation blev etableret i 2003 og driver de nævnte tre - snart fire - fabrikker med produktion af vindmølletårne. I øjeblikket er produktionskapaciteten på flere end 2.000 tårne årligt, og virksomheder beskæftiger 1.200 medarbejdere.
Adm. direktør Jens Mørk siger om markedssituationen for producenter og underleverandører i vindmøllebranchen, at der globalt på andet eller tredje år er en vis træghed i investeringerne i nye vindmølleparker til lands og offshore, men at aktivitetsniveauet nu er mærkbart stigende.
”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vindmølleproducenterne forventer en positiv afsmitning fra de aktuelle problemer med a-kraftværker i Japan og den fornyede, generelle mistillid i befolkningerne og politisk til en af vindkraftens hårdeste konkurrent, atomkraften”, siger Jens Mørk.
Kilde: Muehlhan