MSC Mandy søfolk frigivet af pirater
Den russiske ambassade i Nigeria har meddelt, at alle seks kidnappede besætningsmedlemmer fra MSC Mandy er blevet frigivet af bortførerne. De russiske søfarende blev kidnappet fra det 3.000 TEU containerskib i Guinea-bugten den 2. januar, mens det var på vej fra Lomé i Togo til Lagos, Nigeria.
”Alle seks russiske søfolk er blevet frigivet. Spørgsmålet om deres tilbagevenden til Rusland bliver løst”, siger ambassaden ifølge det russiske nyhedsbureau Sputnik.
Seks bevæbnede banditter bordede containerskibet MSC Mandy og bortførte seks besætningsmedlemmer. Angrebet fandt sted mens containerskibet sejlede med en fart på 12 knob, 55 sømil syd for Cotonou ud for Benin.
Besætningen på 24 bestod af 23 russiske og et ukrainsk medlem. Angriberne, der bordede skibet, var bevæbnet med AK-47 geværer og macheter. De ransagede skibet, røvede besætningen og tog seks gidsler med, da de forlod fartøjet, her iblandt kaptajnen, første - og tredjestyrmand samt tre andre.
Redaktionen