Minister vil forlænge dansk piratjagt
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech er parat til at forlænge Danmarks deltagelse i piratjagten ved Afrikas Horn. Det var ellers planen, at Danmark skulle trække sig ud af Operation Ocean Shield i begyndelsen af næste år.
"Hvis Nato beder os om at fortsætte indsatsen, så vil jeg gøre, hvad jeg kan for at efterkomme anmodningen", siger Gitte Lillelund Bech til Ritzau.
Dermed tyder meget på, at Danmark fortsætter i missionen.
"Som stor skibsfartsnation skal vi kontinuerligt deltage i piratjagten. Det giver også besætningerne den nødvendige rutine og føling med, hvad der sker i området", siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen, der dermed sikrer regeringen et flertal for en eventuel forlængelse af piratjagten.
Nato har dog endnu ikke formelt bedt Danmark om at forlænge sit bidrag. Dertil kommer, at forsvaret har ondt i økonomien.
"Hver eneste gang, vi skal ud på en mission, skal vi tænke over, om vi har råd til det. Vi kan ikke sende nogen halvhjertet af sted. Derfor venter vi til Nato spørger, og så er vi, om der er penge til en forlængelse", siger forsvarsministeren.
Onsdag forlod støtteskibet Esbern Snare dansk farvand, for at sejle til farvandet ud for Afrikas Horn.
Kilde: epn.dk