Minister afviser mangel på navigatører
Ulla Tørnæs, der for nylig tiltrådte som uddannelses- og forskningsminister, har ingen planer om at regulere antallet af uddannelsesaftaler på de maritime uddannelser. Hun går ud fra, at rederierne tager det antal aspiranter, som de har brug for.
”Mit udgangspunkt er, at ingen har interesse i mangel på arbejdskraft. Det medfører blot lavere vækst og højere omkostninger. I mine øjne forsømmer man sin virksomhed, hvis man forsømmer at tænke på rekruttering”, siger Ulla Tørnæs og tilføjer:
”Derfor er mit udgangspunkt, at alle virksomheder løbende overvejer, hvordan de kan rekruttere den arbejdskraft, de får brug for om nogle år. Det må ske ud fra deres forventning til på den ene side virksomhedens behov for vækst og på den anden side afgang af medarbejdere på grund af pension og jobskifte”.
Det rådgivende ingeniørfirma Cowi har udarbejdet rapporten ”Kortlægning af bestanden af navigatører i Danmark”, der viser, at der ikke bliver uddannet nok navigatører og, at der i de kommende 10 år vil opstå en betydelig mangel på navigatører i Danmark.
Men Ulla Tørnæs siger:
”Idet mit udgangspunkt er, at de danske rederier ikke har interesse i mangel på arbejdskraft, så er det også mit udgangspunkt, at antallet af uddannelsespladser afspejler de enkelte rederiers vurdering af behovet, herunder en vurdering af, hvilken afgang af medarbejdere de forventer”.
Kilde: Søfartens Ledere