M/F Feggesund måske i drift næste uge
Det lader vente på sig med at få den nye færge M/F Feggesund godkendt af Søfartsstyrelsen. Overfartsleder Poul Erik Pedersen fortæller, at det er tæt på, at de tekniske justeringer, som krævet af Søfartsstyrelsen, er bragt i orden. Det skriver Thisted Dagblad.
”Vi kan altså først sætte færgen i drift, når Søfartsstyrelsen giver grønt lys, og det har vi ikke fået endnu”, siger overfartsleder Poul Erik Pedersen fra I/S Mors - Thy Færgefart.
Udover mindre tekniske justeringer skal besætningen have kendskab til at sejle den nye færge. Det kræver normalt tre til fire ugers prøvesejlads, før en ny færge bliver godkendt af Søfartsstyrelsen, og derefter overdraget til besætningen og rederiet.
Afleveringen af M/F Feggesund blev af forskellige årsager forsinket, uden at Hvide Sande Både- og Skibsværfts havde del i forsinkelsen på næsten 14 dage. Det betød, at indsættelsen er blevet rykket, selvom færgen officielt blev indviet fredag den 12. oktober.
Mandskabet er lige nu i færd med at lære færgen at kende. Det sker under vejledning af kaptajn Søren Adsersen, der er overfartsleder på Venø-ruten. Denne færge er nemlig identisk med M/F Feggesund - bare en smule kortere.
”Søren Adsersen har sejlet med denne type færge i to år. Det er både i mandskabets og rederiets interesse, at det hele er i orden, og kodeordet for sejladsen og den megen træning med færgen er sikkerhed, sikkerhed og atter sikkerhed”, fortæller Poul Erik Pedersen.
Prøvesejladserne har fokus på at manøvrere M/F Feggesund ind i færgelejet i Thy og på Mors-siden. Når mandskabet er helt fortrolig med at sejle den ny færge, kan de nødvendige godkendelser og dokumenter udstedes af Søfartsstyrelsen.
Poul Erik Pedersen forventer, at det måske i bedste fald sker i løbet af den kommende uge.Indtil da er det den gamle færeg M/F sallingsund, der fragter biler og passagerer frem og tilbage.
Kilde: nordjyske.dk