Medie: Maersk forbereder reorganisering
A.P. Møller - Maersk vil i løbet af kort tid offentliggøre en ganske omfattende reorganiseringsplan, hvor de centrale elementer er Damco og Maersks sydafrikanske containerrederi Safmarine, skriver Shipping Watch ifølge Finans.
Ifølge mediet kan reorganiseringen måske blive offentliggjort allerede i dag tirsdag. Hvad planerne nærmere omfatter, skriver ShippingWatch ikke noget om, men målet skulle ultimativt være at effektivisere og dermed spare penge.
A.P. Møller - Maersk fremlagde 19. august et halvårsregnskab, der overraskede positivt med et driftsresultat på 1,7 mia. dollar på baggrund af en omsætning på 9 mia.dollar og et nettoresultat på 443 mio. dollar.
Topchef Søren Skou fremlagde samtidig forventninger til helåret, der er højere end før Covid-19 pandemien.
Kilde: Finans