Mauritius forventer worst-case-scenario
Det er blevet et kapløb med tiden at få fjernet så meget af de tilbageværende ca. 2.000 tons brændstof om bord på bulkcarrieren Wakashio, inden skibet knækker midt over. For det tyder alt på vil ske, mener landets premierminister. MOL bekræfter, at revnen i skibet er blevet større.
Foreløbig er det lykkedes redningsmandskab at pumpe godt 1.000 tons lavsvovsolie fra det grundstødte skibs tanke til et mindre tankskib, mens nogenlunde den samme mængde vurderes at have lækket fra skibet og forurenet øernes kridhvide strande.
Men der befinder sig dermed fortsat omkring 2.000 tons brændstof i skibet, der er i fare for at skabe en endnu større miljøkatastrofe, hvis det ikke bliver fjernet, inden skibet knækker, hvad det sandsynligvis gør.
Mitsui O.S.K.Lines (MOL), der har chartret skibet, skriver i en pressemeddelelse tirsdag, at “revnen inde i skibet har udvidet sig”, og at skibet er fastgjort til en slæbebåd, så det bliver liggende, hvis det går i to dele.
“Vi skal forberede os på et worst-case-scenario. Det er klart, at skibet vil brække over på et tidspunkt,” sagde premierminister Pravind Jugnauth i en tv-tale mandag aften.
Det 300 meter lange skib er ejet af Japans Nagashiki Shipping, der også er teknisk manager på skibet og dermed har ansvaret for den besætning, der trods gentagne advarsler fra myndighederne på Mauritius sejlede skibet på grund den 25. juli.
Ledelsen i Nagashiki Shipping har bukkende undskyldt for ulykken. Det kan de lokale, der kæmper for at opsamle så meget olie som muligt, næppe bruge til så meget.
Franske TF1 har produceret indslaget om forureningen herunder.
The current state of the #MauritiusOilSpill as reported on @TF1 #SovNouLagon #SaveMauritiusReef #Mauritius #Wakashio pic.twitter.com/Up2rTHvqVH
— clt (@ghrkzs) August 10, 2020