Marstal Værft har slået sig på skibssalg
Marstal Værft forsøger nu at tjene penge på at sælge to ældre coastere. De er blevet for gamle til at sejle rentabelt under vores himmelstrøg, men er for gode til at blive hugget op. Værftet håber nu på at finde nye ejere til dem.
"De har en fin størrelse til at sejle i Caribien eller Afrika", siger Poul Sækmose, daglig leder ved Marstal Værft, til Fyns Amts Avis.
Begge skibe var ejet af rederier i Svendborg, og begge skulle egentlig blot gennemgå reparationer på værftet, før de kunne stævne ud på åbent hav. I stedet blev de solgt til værftet.
"Folk lurer på skibshandlen lige nu. Til tider halveres prisen på skibe, når markedet går i bund. Når det er på vej op, køber folk, inden prisen stiger", siger Poul Sækmose til avisen.
Dania har sejlet rundt i nordeuropæisk hav med alt fra sand til dynamit, og Poul Sækmose forventer at få hende og Atlas solgt videre inden for de næste tre måneder. Men han ved ikke præcist, hvor meget de kan sælges for.
"Sådan et skib ligger på den gode side af en million kroner, og så håber vi også, at der bliver nogle småting, der skal klargøres til den nye køber", siger Poul Sækmose.
Kilde: Fyns Amts Avis