Marstal Værft fyrer 12 af 20 ansatte
Marstal Værft, der mest beskæftiger sig med eftersyn og reparationsarbejder er nødt til at fyre 12 au af de 20 medarbejdere. Oplægninger af offshore fartøjer og lav kurs på den norske krone på grund af den lave oliepris får skylden.
”Siden oliepriserne er faldet, er markedet styrtet totalt sammen, fordi rederierne ikke tjener nogen penge. Det medfører, at der er for mange skibe på markedet og at mange skibe er oplagt”, siger driftleder Poul Sækmose, Marstal Værft til fyens.dk.
De lave oliepriser har ramt Norges økonomi hårdt og betydet, at den norske krones værdi er faldet og ledigheden indenfor offshore-branchen er vokset markant. Det giver øget konkurrence fra norske værfter, da de tidligere høje lønninger er faldet i forhold til de danske.
De lave oliepriser, der næsten gør det umuligt at tjene penge på olie - og gasproduktion i Nordsøen, har stort set stoppet al efterforskning og udvikling af felterne. Det har betydet, at over 100 fartøjer for tiden er lagt op og derfor stort set ikke behøver eftersyn eller reparation.
Kilde: fyens.dk