Marokkos flåde dræber og sårer migranter
En marokkansk NGO, Northern Observatory for Human Rights, meddeler, at marokkanske flådestyrker dræbte en person og sårede tre, da de åbnede ild mod en speedbåd med 25 migranter i den tro, at der var tale om smugleri. Den spanske bådfører, blev ikke ramt og er bragt i fængsel.
Føreren af båden fulgte ikke en ordre fra de marokkanske flådestyrker om at stoppe. Et flådefartøj åbnede derefter ild mod båden for at få den til at stoppe. Ifølge marokkanske myndigheder var migranterne ombord på speedbåden ikke synlige, da de lå ned i bunden af båden.
Den person, der mistede livet, var ifølge Northern Observatory for Human Rights en 22-årig jurastuderende. En anden af de skudramte mistede angiveligt den ene arm i forbindelse med episoden.
Antallet af indvandrere, der rejser gennem Marokko på vej til Spanien, er steget markant siden Italien lukkede sine havne for fartøjer, der havde reddet migranter. 40.000 illegale indvandrere er i år indtil videre ankommet til Spanien. Heraf er cirka 36.000 kommet ad søvejen. Det er flere end, der er kommet til Italien eller Grækenland, som var de tidligere store modtagere af migranter i regionen.
Spaniens små besiddelser på den marokkanske kyst, Melilla og Ceuta, er også et søgt mål for indvandrere, der prøver at komme til det europæiske fastland. Da territorierne er en del af EU, kan de indvandrere, der har held til at krydse grænserne, søge asyl.
Redaktionen