MARLOG har fuld gang i udvidelserne
ESBJERG: Danmarks nye nationale klyngeoperatør for det maritime erhverv og logistik MARLOG etablerer en afdeling i Esbjerg med to ansatte. Det sker få dage efter annonceringen af etableringen i Fredericia. MARLOG Esbjerg vil sætte yderligere gang i innovationen i den maritime branche og hele transportsektoren.
Lisbeth Brøde Jepsen og Jesper Heiberg er udvalgt som de to nye ansatte i MARLOG.
Esbjerg er på vej til at få en nøglerolle i Danmarks grønne omstilling og er i forvejen en af de største havne for udskibning af havvindmøller. Nu vil den nye klynge for det maritime erhverv og logistik, MARLOG, være med til at styrke innovationen yderligere med etableringen af et kontor i Esbjerg, der får to ansatte.
”Vi glæder os til et tæt og værdiskabende samarbejde med henblik på at understøtte innovation og udvikling af de maritime erhverv og logistik i Esbjerg-området,” siger Mikkel Navarro Hansen, der er CEO i MARLOG.
”Indsatsen skal ses som en del af den samlede indsats leveret af MARLOG, hvor sydvestjyske ressourcer, kompetencer og lokalkendskab matches med vores nationale ressourcer og kompetencer.”
MARLOG meddelte tidligere i denne uge, at klyngeoperatøren etablerer sig i Trekantområdet i havneselskabet ADP’s nye kontordomicil i Fredericia.
Kilde: MARLOG