Maritimt seminar i Sydkorea
Danske Maritime afholder i dag, torsdag den 6. marts, et maritimt seminar i Seoul, Sydkorea, hvor mere end 100 repræsentanter fra danske og koreanske maritime virksomheder og myndigheder deltager.
”De danske maritime industrivirksomheder har en stærk position, når det gælder grønne maritime løsninger og teknologier, og Sydkorea er et særdeles vigtigt marked for disse virksomheder. En række af Danske Maritimes medlemsvirksomheder er til stede i dag, og flere af disse præsenterer deres bud på områder, hvor danske og koreanske virksomheder kan have gavn af et øget samarbejde”, siger Jenny N. Braat, adm. direktør i Danske Maritime.
Seminaret åbnes af handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, og det handler om grønne maritime løsninger og sikkerhed i offshore samt mulighederne for øget samarbejde mellem danske og koreanske maritime virksomheder.
Blandt andet deltager MAN Diesel & Turbo, Hempel, Hans Jensen Lubricators, Viking Life-Saving Equipment og Lyngsø Marine.
For deltagerne fra de danske virksomheder er seminaret med til at pleje og udvide deres forretningsforbindelser i Korea. Adm. direktør i Viking Life-Saving Equipment Henrik U. Christensen siger: ”Korea er et særdeles vigtigt marked for Viking. Seminaret i dag er en god måde for os at møde vores kunder på og at fastholde og pleje vores netværk i Korea”.
Seminaret er en del af et større erhvervsfremstød i Asien.
Kilde: Danske Maritime