Maritime messer indgår entrésamarbejde
Når fiskeri- og akvakulturmessen Danfish og den maritime messe Danish Maritime Fair finder sted i næste uge i forbindelse med Danish Maritime Days, kan man besøge begge messer med én billet. Har man købt billet til den ene messe, giver det automatisk fri adgang til den anden.
”De besøgende har udtrykt irritation over, at de skal afsætte tid til at besøge to messer i hver sin ende af landet i den samme uge. Det vil begge messer gerne kompensere for, ved at tilbyde gratis entré til den ene messe – hvis man har en billet til den anden. Rent praktisk skal man blot medbringe sit adgangskort fra den anden messe og vise det i døren, så kommer man gratis ind”, siger Jakob le Fevre, ansvarlig for udviklingen af Danish Maritime Fair.
Folkene bag Danish Maritime Fair og Danfish har indgået aftalen, så alle de folk, der har interesser i begge segmenter, får en ekstra grund til at besøge de to messer, der finder sted i samme uge i henholdsvis København og Aalborg. Begge steder er der en entré på 150 kroner.
”Da vi fik at vide, at sekretariatet bag Danish Maritime Days havde besluttet at lægge Danish Maritime Days i uge 41 hvert år, gav det straks anledning til bekymring. Vi har i mange år haft en meget veletableret og internationalt anerkendt messe i Aalborg ved navn Danfish. Den messe falder netop i uge 41.
Selvom Danish Maritime Days og Danfish har forskellige profiler, så må man ikke glemme, at for en del af Danmark, har fiskeriet stadig stor økonomisk betydning. Mange udstillere har udtrykt stor utilfredshed med beslutningen. Nogle udstiller på den ene messe, andre har valgt den anden, ud fra det fokus de har. Endelig har nogle mindre stande på begge messer”, siger Jakob Le Fevre.
Danish Maritime Days er et privat/offentligt samarbejde, som blev afviklet for første gang i 2014. Der er afsat penge til 3 år - altså til og med 2016. Det er endnu ikke blevet besluttet, hvad der herefter skal ske.
Danish Maritime Fair finder sted i Lokomotivværkstedet i København den 6.-8. Oktober.
Danfish foregår i Aalborg Kongres- og Kultur Center den 7.- 9. oktober.
Messen afholdes for 24. gang.
Læs mere om de to Danish Maritime Fair HER
Læs mere om Danfish HER