Maritim toppost til Tonny D. Paulsen
Tonny D. Paulsen er udnævnt til ny President for the Federation Of National Associations of Ship Brokers and Agents (FONASBA), der er den internationale organisation og talerør for landenes egne organisationer. Det er første gang en dansker har varetaget posten.
Tonny D. Paulsen, der er formand for Danmarks Skibsmæglerforening, blev udnævnt i forbindelse med afholdelse af FONASBAs generalforsamling i Opatija i Kroatien. Her var 29 medlemslande og flere internationale organisationer repræsenteret.
FONASBA har konsultativ status i IMO hvor sammenslutningen vurderer og kommenterer på internationale og regionale love og regler og konsulterer med de relevante parter. Foreningens sekretariat ligger i London.
En permanent underafdeling af FONASBA, European Community Association of Ship Brokers and Agents (ECASBA), er etableret i Bryssel for at sikre dialogen med Europa Kommissionen samt de EU-Direktorater, der er involveret i shipping relaterede projekter.
Tonny D. Paulsen etablerede i 1977 shipping-virksomheden Unifeeder, der i dag har nordens største feeder-netværk og nærskibsfart med en årlig transport af mere end 1.5 mio. containere med 40 skibe. Tonny Paulsen udtrådte i 2007 af Unifeeder.
Kilde: Danmarks Skibsmæglerforening