Manøvrefejl sender genvejsfærge på grund
Færgen Kanalen, som sejler mellem Thyborøn og Agger Tange, stødte onsdag på grund ved indsejlingen til havnen på Agger Tange. Ingen kom til skade ved grundstødningen, men det varede 5 timer inden færgen blev trukket fri af grunden.
”Det var en fejlmanøvre, som var årsag til grundstødningen”, siger overfartsleder Andreas Groth, Thyborøn-Agger Færgefart, til TV2/Midt-Vest.
Færgen gennemgik en foreløbig dykkerundersøgelse inden den blev trukket fri, men der skal en mere grundig undersøgelse til, før det står klart om færgen har taget skade ved grundstødningen.
Årsagen til fejlmanøvren er endnu ikke offentliggjort.
Færgen stod på grund i godt fem timer, inden den blev trukket fri af redningsfartøjet Martha Lerche.
Kanalen blev leveret fra Søby Værft i 2017. Den har plads til 22 biler og 100 passagerer. Overfarten tilbagelægges på 10 minutter.
-mauh
