Malik Supply i management buyout
Efter et management buyout, har den adm. direktør Steen Møller overtaget kontrollen med Malik Supply. Overtagelsen er sket med hjælp fra den islandske kapitalfond BNT. Det skriver internetportalen Bunkerworld.
BNT ejer et af Islands største olieselskaber N1, og Steen Møller regner med, at det nye partnerskab med islændingen betyder, at Malik Supply vil komme til at stå stærkere på Nordatlanten.
Malik Supply's speciale er at servicerer de store fiskefelter ved Danmark, Norge og i Nordatlanten. Selskabet har også licens til at levere i canadiske farvande. Men hovedparten af forretningen udgøres af almindelig bunker handel over hele verden.
Malik beholder sit hovedkvarter i Aalborg, og vil fortsat være under Steen Møllers daglige ledelse.
Malik blev grundlagt i 1989 med udgangspunkt i at servicere de store trawlerflåder i Nordatlanten med olie og andre fornødenheder.