maersk.com blandt verdens største
Med en omsætning på 286 mia. kroner i 2021 har maersk.com sneget sig op blandt verdens største salgsplatforme og tegner sig nu for 60 pct. af den samlede omsætning i Maersk, skriver Berlingske. Og nu er Maersk klar til at give den endnu mere gas.
Maersk har siden 2016 været igang med en transformation, hvor den digitale udvikling har været en af de afgørende forandringer. Danmarks største virksomhed råder i dag over omkring IT-platforme og er klar til at sætte yderligere fart på udviklingen.
“Vi er færdige med den første fase og går nu ind i den næste. Vi har nu lagt fundamentet, hvor vi skulle have en masse nye medarbejdere ind og have den rette it-infrastruktur på plads. Nu har vi basisdelen på plads og skal nu i gang med at accelerere udviklingen,” siger Krishnan Srinivasan i et interview med Berlingske.
Han er direktør inden for techområdet i Maersk og ekspert i opbygningen af cloud- og IT-infrastrukturplatforme.
Maersk har med sin strategi sat et mål om at blive blandt de absolut førende virksomheder inden for containershipping, når det gælder digitalisering.
“Om fem år fra nu vil vi stå med nogle klare vindere i den her industri. Personligt er jeg overbevist om, at Mærsk kommer til at være en af vinderne. Når vi taler med vores kunder, får jeg det indtryk, at vi står et godt sted,” siger Krishnan Srinivasan.
Kilde: Berlingske