Maersk Tankers på vej med 12 nybygninger
Maersk Tankers siges at have indgået en aftale om op til 12 LR- tankere med Dalian Shipbuilding Industry Co. Ifølge unavngivne kilder drejer det sig om en ordre på seks 115.000-DWT nybygninger fra Kinas statsejede Dalian Shipbuilding Industry Co, med option på yderligere seks skibe.
Nogle markedskilder oplyser ifølge TradeWinds, at prisen på den første ordre på seks skibe ligger omkring 44 millioner doller stykket. Andre kilder mener dog kun, at prisen skulle være på 41 millioner dollar. Det sidste beløb synes lavt anslået i dagens marked, da alene omkostninger til overfladebehandling af tankene på hvert skib løber op i cirka to millioner dollar.
Levering af tankskibene er planlagt til at skulle begynde i slutningen af 2018 og fortsætte et stykke tid ind i 2019. Det forlyder, at Maersk Tankers har sikret sig mulighed for op til yderligere seks tilsvarende nybygninger hos det kinesiske værft. Hvis alle 12 skibe bliver bygget, vil den samlede pris løbe op i nærheden af en halv milliard dollar.
Maersk Tankers har overfor TradeWinds afvist at kommentere sagen, da rederiet har den politik, ikke at diskutere rygter i markedet.
Kilde: TradeWinds