Maersk Supply Service lægger skibe op
Maersk Supply Service vil fra slutningen af denne måned fjerne to AHTS’er fra markedet. De fjernes fra Nordsøen, hvor udbuddet er større end efterspørgslen, og dagsraterne derfor alt for lave. I alt har Maersk Supply Service nu taget fire skibe ud af drift.
De to skibe, der nu bliver fjernet, er Maersk Advancer, der er bygget i 2004, og Maersk Assist, der er bygget i 2008.
Siden slutningen af 2014 har Maersk Supply Service været i gang med et omfattende program for omkostningsreduktioner både til lands og til vands, og desuden har man fjernet ældre tonnage fra flåden, der nu består af 60 skibe.
Maersk Supply Service fik i årets første kvartal en omsætning på 183 millioner dollar mod 175 millioner dollar i samme periode i 2014. Overskuddet efter skat beløb sig til 38 millioner dollar mod 24 millioner dollar i samme periode sidste år.
Forbedringen i overskuddet skyldes blandt andet lavere reparations- og vedligeholdelsesomkostninger.
Kilde: Splash 24/7