Maersk: Metanoldrevet skib klar i 2023
A.P. Møller - Maersk erklærer nu, at selskabet vil være klar med sit første metanoldrevne containerskib allerede i 2023 - syv år hurtigere end først planlagt - og dermed give brændstofleverandører et incitament til at opskalere produktionen af fremtidens brændstof.
Søren Skou, CEO i A.P. Møller - Maersk sætter turbo på klima-indsatsen..
Samtidig med den opsigtsvækkende udmelding fastslår Maersk, at alle fremtidige nybygninger vil være i stand til at operere på CO2-neutrale brændstoffer.
Udviklingen er drevet frem af teknologifremskridt og stigende kundeefterspørgsel på bæredygtige forsyningslinjer, og alle fremtidige Maersk-ejede nybygninger vil blive udstyret med dual-fuel teknologi, der gør dem i stand til at benytte enten CO2-neutrale brændstoffer eller standard brændstof med meget lavt svovlindhold, skriver Maersk i en pressemeddelelse.
“A.P. Møller - Maersk´s ambition er at vise vejen i forhold til at decarbonisere den globale logistik. Vores kunder forventer, at vi hjælper dem med at decarbonisere deres globale forsyningslinjer, og vi tager udfordringen op og arbejder på at løse de praktiske, tekniske og sikkerhedsmæssige udfordringer, der ligger i de kulstofneutrale brændstoffer, vi har brug for i fremtiden,” udtaler Søren Skou, CEO i A.P. Møller - Maersk.
“Vores ambition om at have en CO2-neutral flåde inden 2050 var et langskud, da vi lancerede det i 2018. I dag ser vi det som et udfordrende, men alligevel opnåeligt mål,” tilføjer han.
Maersk vil bygge et container-feederskib med en kapacitet på 2.000 teu, der skal være klar i 2023 og indsættes i et af rederiets intra-regionale netværk. Selvom skibet vil være i stand til at sejle på VLSFO er det planen at skibet skal drives af kulstof-neutralt e-methanol eller bæredygtigt bio-methanol fra starten.
“Det vil blive en betydelig udfordring at skaffe tilstrækkelige forsyninger af kulstof-neutralt metanol inden for tidsfristen for at blive pionerer inden for denne teknologi. Vores succes er afhængig af, at kunder tager dette banebrydende produkt til sig og et styrket samarbejde med brændstofproducenter, teknologipartnere og udviklere for at øge produktionen hurtigt nok,” siger Henriette Hallberg Thygesen, CEO for Fleet & Strategic Brands i A.P. Møller - Maersk.
Hun tilføjer, at selskabet ambition om at sætte verdens første kulstofneutrale containerskib i drift inden 2023 er den bedste måde at starte en hurtig skalering af de kulstofneutrale brændstoffer på.
Maersk oplyser videre, at der er taget højde for de nødvendige investeringer i den udmeldte guidance for CAPEX.
Kilde: A.P. Møller - Maersk