Mærsk Gruppen overvejer en opsplitning
Bestyrelsen for A.P. Møller-Mærsk overvejer at splitte konglomeratet op i mindre forretningsenheder. Der er ikke truffet nogen beslutning endnu, men hvis det bliver til virkelighed, vil jobbet som adm. direktør for A.P. Møller-Mærsk blive nedlagt.
”I det arbejde, vi er i gang med nu, kender vi ikke udfaldet, men det kan jo være, at gruppe-CEO-funktionen ikke eksisterer fremadrettet, og derfor er det også naturligt, at Søren Skou fra Maersk Line, som er vores største forretningsområde, skal stå i spidsen”, siger Michael Pram Rasmussen, bestyrelsesformand for A.P. Møller-Mærsk, ifølge borsen.dk, der citerer Ritzau Finans.
Søren Skou kommer til at fungere som både adm. direktør for Mærsk Gruppen og for Maersk Line, hvilket er en permanent løsning.
Mærsk Gruppen går nu i gang med at vurdere, om det er mest hensigtsmæssigt at være et samlet konglomerat eller, om det er mere hensigtsmæssigt at være splittet op i flere mindre selskaber.
Mærsk Gruppen består af de fem forretningsområder Maersk Line, APM Terminals, Maersk Oil, Maersk Drilling og APM Shipping Services.
Kilde: borsen.dk