Maersk Drilling sikrer kontrakt til boreskib
Maersk Drilling har sikret sig en kontrakt til boreskibet Maersk Venturer med olieselskabet Total. Kontrakten dækker en efterforskningsbrønd i block 14 ud for Uruguay og har en varighed af 120 dage. Kontrakten har en værdi af 44 millioner dollar og starter i marts måned.
”Vi har samarbejdet med og indgået i partnerskab med Total mange gange i årenes løb. Total er en meget værdsat kunde hos Maersk Drilling, og vi er meget glade for at være blevet valgt af Total til at bore deres første efterforskningsbrønd ud for Uruguay”, siger Claus V. Hemmingsen, adm. direktør i Maersk Drilling.
”Med denne kontrakt fortsætter vi med at opbygge vores ordrebeholdning og sikre arbejde til vores rigge og folk, hvilket er meget opmuntrende i dette udfordrende marked”, tilføjer han.
Maersk Venturer er det tredje i en serie på fire dybvands-boreskibe i Maersk Drillings flåde. De fire boreskibe repræsenterer en samlet investering på 2,6 milliarder dollar. De andre tre boreskibe er alle sikret langsigtede kontrakter.
Boreskibene er udstyret til automatisk at kunne holde positionen selv i hårdt vejr med bølger op til 11 meters højde og vindhastigheder op til 26 meter pr. sekund. Desuden er der tænkt på at sikre et højt sikkerhedsniveau, når skibene er i drift.
Maersk Drilling har en flåde på 22 borerigge, herunder boreskibe, dybvands semi-submersible og high-end jack-up rigge.
Kilde: Maersk Drilling