Lysblink Seaways slæbes på værft
DFDS-fragtskibet, Lysblink Seaways, der gik på grund ved Ardnamurchan Point nord for øen Mull ved Skotlands vestkyst den 18. februar, skal bugseres til værftet i Inchgreen ved Greenock tæt på havnen i Glasgow. Bugseringen er planlagt til at starte i dag, hvis vejret ellers tillader det.
Svitzer Salvage har et team om bord og har forberedt Lysblink Seaways til bugseringen. Skibet ligger dog stadig for anker i Scallastle Bay i Sound of Mull, indtil myndighederne træffer den endelige afgørelse om, hvornår det er forsvarligt at begynde flytningen af skibet.
Den britiske kystvagt har lagt en plan for, hvordan bugseringen skal foregå og hvilken rute, der skal følges på den cirka 150 sømil lange tur med mange større og mindre klippeøer. Der opretholdes stadig en beskyttelseszone med en radius på 100 meter omkring skibet.
Lysblink Seaways flød selv fri af grunden ved højvandedagen efter grundstødningen.
Det blev herefter flyttet et stykke fra kysten, da kraftig vind fik skibet til at slæbe ankret. Torsdag i sidste uge blev skibet bugseret til Scallastle Bay,så det kunne komme i læ, da vejrforholdene blev voldsomt forværret.
Kilde: World Maritime News