Lov koster danske værfter arbejde
Danske Maritime forsøger nu igen at løse op for den tilsyneladende misforståelse, som gør det ulovligt for danske skibe at anløbe danske værfter, hvis skibet i forvejen sejler i rutefart med op til 25 havneanløb i Danmark om året og har besætningsmedlemmer, der er udlændinge.
”Det er jo paradoksalt, at regeringen gør det vanskeligere for danske skibe at bruge danske værfter end for udenlandske skibe, som jo ikke har samme begrænsninger”, siger Jenny N. Braat, adm. direktør for Danske Maritime.
Flere danske værfter har påpeget, at de mister ordrer fra skibe, der ellers sejler lige forbi værftet. Det er love og bekendtgørelser fra tre ministerier, som har haft betydning for sagen i de seneste år. I 2013 blev sagen isoleret til at handle om Udlændingeloven, som hører under Beskæftigelsesministeriet.
”Det forekommer helt bagvendt, at danske skibe, der jævnligt anløber danske havne, og derfor er helt tæt på værfterne og er super motiverede for at bruge dem til service og reparationer, netop ikke må benytte værfterne uden at få trukket et klip i klippekortet på højst 25 havneanløb, fordi de har udenlandske besætningsmedlemmer om bord. Skibets personale skal jo ikke lave værftsarbejde, det skal værftets medarbejdere, og mens skibet er på værft, arbejder skibet jo ikke, så klippet giver slet ingen mening,” siger Jenny N. Braat.
Danske Maritime mødtes i december 2013 med daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, som var både forstående og udtrygte ønske om at rette op på, hvad også hun mente virkede som en mistolkning af loven og en unødig hindring for værfterne.
I praksis er det nok med et brev fra ministeren, som forklarer, at rene værftsophold ikke anses for havneanløb. Derfor tager Danske Maritime igen kontakt til ministeriet, hvor ministeren nu er Henrik Dam Kristensen.
”Vi bliver ved med at kæmpe for sagen, også selv om det føles lidt som at slå i en dyne. Værftsbesøg skaber arbejde og indtægter til landet, og en afklaring vil give rederierne frihed til at vælge reparations- og vedligeholdelsesværfter ud fra kvalitet, tilgængelighed og pris,” siger Jenny N. Braat.
Kilde: Danske Maritime