Lodsvæsenet skal effektiviseres
Lodsloven blev ændret for at effektivisere lodsmarkedet, og som opfølgning på ændringerne udsteder Søfartsstyrelsen nu nye regler. Pr. 1. januar iværksætter Søfartsstyrelsen en række tiltag, blandt andet en mere enkel regulering af lodsområdet.
Målet er at skabe større fleksibilitet samtidig med, at det høje niveau for sejladssikkerhed i danske farvande opretholdes. Det betyder blandt andet en ny ordning for lodspåsætning, lempelse af lodseriernes indberetningsforpligtelser i forhold til egenkontrol og udstyr og ophævelse af reglerne om lodsbestilling.
Fra 1. maj 2015 vil private lodserier for første gang kunne ansøge om tilladelse til at foretage gennemsejlingslodsning på dansk søterritorium i årene 2016-2019.
Desuden har konsulentfirmaet Cowi for Søfartsstyrelsen udarbejdet en rapport om landbaseret lodsning. Rapporten peger på, at den teknologiske udvikling giver visse muligheder for landbaseret lodsning på mindre strækninger i danske farvande.
Kilde: Søfartsstyrelsen