Libyske oprørere vil beskytte tankskibe
Oprørere der kontrollerer dele af det østlige Libyen lover nu, at yde beskyttelse til de tankskibe der laster olie i den del af landet oprørerne kontrollerer. Det sker efter at den libyske flåde har afgivet varselsskud mod et tyrkisk tankskib.
Situationen omkring de østlige libyske oliehavne spidser til, efter at den libyske premierminister Ali Zeidan har truet med at sænke alle tankskibe der laster råolie i havne kontrolleret af separatister.
Truslen kommer efter en episode søndag hvor den libyske flåde affyrede varselsskud med den tyrkiske tanker Baku.
Som et modtræk lover de libyske oprørere at beskytte tankskibene, men i praksis vil de næppe have mulighed for det. Alene truslen fra den libyske regering om at sænke tankskibene vil formentlig afholde alle rederier fra at forsøge at laste olie i havne kontrolleret af separatisterne. Det vil næppe heller være muligt at forsikre skibe der begiver sig ud på en sådan mission.
De libyske oprørere kontrollerer havne i det østlige Libyen med et eksport-potentiale på 600.000 tønder olie per dag.
Kilde: Tradewinds