Långiver vil sælge Torm-lån
En dansk långiver er tilsyneladende interesseret i at sælge lån i 13 Torm-skibe til en værdi af 222 mio. dollars, og navnet Danmarks Skibskredit er nævnt. Rygterne er ubekræftede, men siger, at Danmarks Skibskredit ønsker at trække sig ud af långivningen til Torm.
Finansielle kilder fortæller TradeWinds, at Danmarks Skibskredit har sat lånene til salg til en pris af 95 cents pr. dollar. Selv vil Danmarks Skibskredit ikke udtale sig.
Ifølge adm. direktør i Torm, Jacob Meldgaard, er der tre långivere, som siden Torms omstrukturering i 2012 har haft mulighed for at sælge deres lån. En af dem kunne godt være Danmarks Skibskredit.
Torm blev sidste år to gange nødt til at sælge skibe, fordi unavngivne långivere tvang dem til det. I alt otte produkttankskibe blev således overdraget til Oaktree Capital, der er den kapitalfond, der har investeret mest i shipping.
Torm oplyste i forbindelse med offentliggørelse af 2013-regnskabet forleden, at de ikke har planer om skibssalg i løbet af i år.
Kilde: TradeWinds