Kommune vil sælge havnegrund
Halsnæs Kommune har sat en del af den nordlige havn i Hundested til salg. Der er tale om en grund på 7.144 kvadratmeter med en erhvervsbygning på 188 kvadratmeter. Der kan bygges boliger, men også cafe, restaurant eller hotel i op til syv etager.
Grunden ligger mellem nordmolen, færgehavnen og Trekanten strand. Den generelle byggehøjde er på 11 meter, svarende til 2,5 eller tre etager, men på en del af området er der givet tilladelse til, at man kan bygge i op til 22 meter, svarende til op til syv etager.
Der er frist for at indgive et bud på grunden mandag den 2. november.
Hundested Havn har 600 meter kajer og godt otte meters vanddybde.
Kilde: sn.dk