Klar forbedring af luften i SECA-områderne
<strong>BAGGRUND</strong> - Efter de første halvandet år med SECA-reglerne (Sulphur Emission Control Area) med skrappere regler for brug af svovlholdigt brændstof i skibe kan en klar forbedring af luften i det tæt trafikerede område allerede måles. Det viser en hollandsk undersøgelse, der er lavet på forespørgsel fra den tyske NGO-organisation NABU (Nature and Biodiversity Conservation Union).
Af Bent Mikkelsen
Det er det hollandske konsulentfirma og forskningsinstitut CE Delft, som i samarbejde med universitetet i samme by har lavet en undersøgelse af de konsekvenser, SECA-regler med nedsættelse af svovlindholdet i fuelolie til max. 0,1 procent fra 1. januar 2015 har haft på miljøet.
NABUs direktør Leif Miller siger om undersøgelsen, at SECA-reglerne er en europæisk succeshistorie, der viser, at det er muligt at forbedre miljøet ved at bruge en bedre kvalitet af det brændstof, der bruges i skibe.
”Vi har brug for så hurtigt som muligt at sige farvel til den giftige tunge olie som brændstof og få installeret udstødningssystemer på skibene”, siger Leif Miller.
Göteborg Hamn er et af de steder, hvor ændringerne har betydet en væsentlig reduktion i emissioner over havn og by. Det svenske miljøforskningsinstitut IVL har målt udslippene over Göteborg og kan konstatere et fald fra 2014 til 2015. I 2014 blev udslippet af svovldioxid målt til 330 tons, mens det i 2015 var reduceret til 91 – svarende til et fald 70 procent. Det svenske institut venter, at tallet kan falder yderligere, når alle skibe opfylder reglerne.
Det handler om de omkring 12,5 millioner tons fuelolie, som årligt bliver brændt af ved sejlads i Nordsøen og Østersøen.
Der er stadig plads til forbedring, da det skønnes, at der fortsat er omkring 30 procent af tonnagen, der sejler i SECA-området, som bruger brændstof af utilstrækkelig kvalitet til at overholde reglerne. Rapporten tager ikke stilling til, om det er bevidst eller, det er på grund af fejlleverancer fra en bunkersleverandør. Observationer kommer blandt andet fra snifferstationer ved Hook van Holland, Storebæltsbroen og i Göteborg. Sidstnævnte har en snifferkontrol ved indsejling til havnen, og derfor kan myndighederne hurtigt finde skibe, der ikke opfylder kravene.
Der findes ikke en direkte dansk undersøgelse af luften i nærheden af de store havne. En række af de store havne (Aarhus og København) er østvendte, hvorfor emissionerne ofte blæser ud over havet, mens Esbjerg med vestenvind, som den fremherskende, vil få gavn af den renere olie.
Forskellige løsninger SECA-regler har ført til en række forskellige løsninger. DFDS A/S har valgt at fortsætte med at brænde den tunge olie, som kan bruges lovligt, når skibene er udstyret med en såkaldt scrubber – en vaskemaskine, der renser udstødningsluften/gasserne for de farlige stoffer. Det betyder dog, at der bliver en række restmaterialer tilbage i vaskevandet, som efterfølgende skal behandles i land. Det gælder for DFDS’ ro/ro-skibe. Rederiets passagerskibe på for eksempel København-Oslo ruten sejler nu på Marine Gas Oil (MGO), fordi det ikke er muligt at installere en scrubber, som det er sket på 17 andre DFDS-enheder.
Andre rederier, som Maersk Line har valgt at sejle på heavy fuel olie, hvor det er muligt, og så skifte til MGO, når skibene kommer ind i det område, som er omfattet af SECA-regler eller af tilsvarende amerikanske regler, som for flere år siden blev indført i farvandet ud for Californien. Den løsning sker ud fra en filosofi om at løse problemer centralt i land (raffinaderierne) og ikke om bord på hvert enkelt skib.
Terntank, som er på vej med den første nybygning dedikeret til drift på naturgas – LNG – har valgt en løsning med dual-fuel hovedmotor til gasdrift, men med mulighed for at bruge MGO. Det har reduceret SO2 med 99 procent, mens NOx er reduceret med 97 procent, og CO2’en er 40 procent mindre, som et bud på fremtidens tonnage til Nord- og Østersøen. Nybygningen Ternsund er den første af fire nybygninger, der viser helt nye standarder i farvandet omkring Danmark.