Kina i gang med at opbygge sin egen skyggeflåde
Kina er ifølge nyhedsbureauet Bloomberg i gang med at opbygge en skyggeflåde til at importere russisk gas, som er underlagt amerikanske sanktioner. Tankskibsbevægelser og ejerskab begynder at afspejle mønstre, der tidligere er set i Rusland. Det skriver Berlingske Tidende.
Bloomberg nævner gastankskibet CCH Gas som et eksempel på et tankskib, der fragter sanktioneret gas fra Rusland, og slukker for sin AIS-sender når det nærmer sig kinesisk havn.
Et andet eksempel er gastankskibet Kunpeng, der indtil for nyligt hed SK Sunrise, og hvis ejerforhold nu fortaber sig i en række af skuffeselskaber. For kort tid siden dukkede det pludselig op i nærheden af Singapore.
At oprette en skyggeflåde af LNG-tankskibe er ikke en nem opgave. Dette skyldes, at flydende LNG skal opbevares ved en temperatur på -162 grader, hvilket kræver langt mere kompleks teknologi end transport af olie.
Dertil kommer at der kun er godt 800 gastankskibe i verden, hvilket gør det vanskeligt at holde dem skjult.
-mauh
