Kamp om titlen som verdens største
Ligesom vi havde vænnet os til, at det kinesiskejede CSCL Globe er verdens største containerskib, er det så alligevel ikke verdens største containerskib. I hvert fald hvis man måler antal TEU vil det schweiziskejede MSC Oscar meget snart kunne kalde sig verdens største containerskib.
MSC Oscar har nemlig en kapacitet på 19.224 TEU mod CSCL Globe’s marginalt mindre 19.199 TEU. Til gengæld er CSCL Globe stadig verdens længste containerskib. Det har nemlig en længde på 400 meter, hvorimod MSC Oscar er 395,4 meter langt.
MSC Oscar blev navngivet på det sydkoreanske værft DSME den 8. januar og har nu forladt værftet. Det bliver i løbet af denne måned sat i drift mellem Asien og Nordeuropa. MSC får i øvrigt snart leveret et skib magen til, nemlig MSC Oliver, der bliver lige så stort. Det bliver efter planen leveret i april. MSC har planer om at øge flåden, der pt. består af 497 egne og chartrede skibe, med 30 nye skibe i år. Det vil give en kapacitetsforøgelse på 357.000 TEU.
Nedenfor ses en video om tilblivelsen af MSC Oscar.
Kilde: readmt.com