Italiensk ropax i brand ud for Sardinien
Der udbrød torsdag aften brand om bord på den italienske ropax-færge Cruise Bonaria, kort før færgen ankom til Olbia på Sardinien. Ilden startede i en kølelastbil på vogndækket, hvorfra den spredte sig til flere køretøjer og udviklede tyk røg. Ingen personer er kommet til skade.
Færgen, der tilhører Grimaldi Group. var undervejs fra Livorno på det italienske fastland til Olbia med 153 passagerer om bord, da ilden brød ud kort før ankomsten til Sardinien.
Specialuddannede brandfolk blev bragt ud til færgen, hvor de sammen med skibets besætning fik ilden under kontrol.
Cruise Bonaria var ikke i stand til at sejle i havn for egen kraft, men blev bugseret ind til Olbia, hvor alle ombordværende forlod skibet i god behold.
Det vides ikke hvor stor skade der er sket på det 37.000 GT store skib.
En video af røgudviklingen om bord kan ses herunder: