International flådestyrke skifter kommando
Søværnets Taktiske Stab, der siden midt i december 2013, har haft kommandoen over den internationale flådestyrke Combined Task Force 151, har i sidste uge overdraget kommandoen til den pakistanske styrkechef, flotilleadmiral Ali Abbas.
”Det ser ud til, at flådestyrkernes koordinerede indsats, sammenholdt med, at handelsskibene sejler efter Best Management Practises i forhold til at undgå piratangreb, har gjort pirateri mindre attraktivt. Det er godt nyt. Imidlertid er det vigtigt, at de internationale flådestyrker fortsat er til stede her i området, da piraterne ellers vil slå sig på andre former for kriminalitet til søs. For eksempel narkosmugling, hvilket også vil være med til at destabilisere situationen i Somalia. sagde flotilleadmiral Aage Buur Jensen ved kommandoskiftet.
Den dansk - ledede kommandostab var sammensat af medlemmer fra Danmark, USA, Saudi Arabien, Jordan, Korea, Japan og New Zealand. Aage Buur Jensen fremhævede i sin tale det gode og fleksible samarbejde, der havde været mellem stabens medlemmer på tværs af nationaliteter.
Flotilleadmiral Aage Buur Jensen overtager sammen med dele af Søværnets Taktiske Stab i andet halvår af 2014 kommandoen over NATOs Operation OCEAN SHIELD, der ligesom Combined Task Force 151 bekæmper pirateri i Det Indiske Ocean.
Kilde: Forsvaret