Intermarine klar til nye opkøb
Intermarine er klar til at udvide sin flåde af projekt- og heavyliftskibe, der i dag er verdens næststørste, når den rigtige mulighed opstår. Det siger det nyfusionerede rederis direktør for Europa og Asien, Lars Juhl.
”Hvis der er en større handel, hvor en bank henvender sig til os med en hel masse skibe, for at nedbringe balancen i et nødlidende rederi, så er vores hovedaktionær, private equity-selskabet New Mountain Capital, parat til yderligere investeringer”, siger Lars Juhl til Bloomberg.
Juhl siger til Bloomberg, at flere tyske rederier teknisk set er konkurs, men bliver holdt kunstigt i live af bankerne, underforstået, at det er nogle af disse rederiers skibe Intermarine har blik for.
Amerikanske Intermarine, der netop er fusioneret med danske Scan-Trans, med INtermarine som det fortsættende selskab, råder i dag over en flåde på 55 projekt- og heavyliftskibe, hvilket gør flåden til verdens næststørste. BBC Chartering & Logistic råder over den største flåde, der er på mere end 100 skibe.
Kilde: Tradewinds