Inspektionsfartøj redder otte fanget af is
For at forebygge en mulig redningsaktion, blev det danske inspektionsfartøj Knud Rasmussen søndag eftermiddag af Arktisk Kommando dirigeret mod fem joller med otte personer om bord. Jollerne var blevet fanget af isen ca. 15-20 sømil fra land.
Alle havde det godt, da Knud Rasmussen nåede frem, og de forsøgte indledningsvist med, at jollerne fulgte i inspektionsfartøjets kølvand. Men isen lukkede sig hurtigt, og det blev besluttet at tage jollerne op på dækket.
Efter jollerne var kommet om bord, forlagde Knud Rasmussen mod Attu, hvor jollerne blev sat i vandet igen, og fangerne kunne sejle i havn. Efter endt opgave fortsatte Knud Rasmussen sin patrulje.
Det skal bemærkes, at jollerne havde forberedt sig godt og havde medbragt VHF radio, nødraketter, flares samt telt og proviant.
Kilde og foto: Arktisk Kommando