Indtagelse af alkohol kostede jobbet
Sø- og Handelsretten slår i en ny dom fast, at indtagelse af alkohol i forbindelse med et kursusforløb kan begrunde en afskedigelse, hvis alkoholindtagelsen er uforenelig med deltagelse i kurset.
Den konkrete sag drejer sig om en faglært skibsassistent, der lugtede af alkohol og virkede beruset, da han en tidlig morgen var mødt på et sikkerhedskursus, Kursusstedet gennemførte en alkoholtest, som viste en promille på 0,62. Skibsassistenten blev øjeblikkelig bortvist fra kurset.
Skibsassistenten blev straks suspenderet og derefter bortvist af rederiet. Skibsassistenten havde imidlertid ikke fået mulighed for selv at se resultatet af alkoholtesten, ligesom der ikke blev foretaget en blodprøve for at fastslå alkoholindholdet i blodet.
I Sø- og Handelsretten vurderede man dette som en procedurefejl og mente derfor ikke, at rederiet kunne bortvise skibsassistenten.
Skibsassistenten havde ved kursusstart underskrevet en erklæring om, at det var bortvisningsgrund at være påvirket af rusmidler eller lignende. Derfor burde han, ifølge Sø- og Handelsretten, i alle tilfælde ved kursusstart have været klar over, at han som led i sikkerhedskurset skulle indgå som en del af besætningen på en Fast Rescue Boat / FRB.
Det nødvendige tillidsforhold mellem rederi og skibsassistent var derfor ikke længere til stede, og en opsigelse var derfor, ifølge Sø- og Handelsretten, berettiget. Skibsassistenten skulle have løn i opsigelsesperioden men havde herudover ikke krav på godtgørelse.
Kilde: Danmarks Rederiforening