Indsats for større sikkerhed til søs
43 kyststater slår sig i efteråret sammen om at forbedre sikkerheden til søs. I en fælles kampagne vil landene slå et slag for øget global sejladssikkerhed. Der er udvalgt 12 særlige indsatsområder, som bl.a. Søfartsstyrelsen vil bruge ekstra mange kræfter på i den kommende tid.
I efteråret gennemføres en omfattende inspektionskampagne for navigationsudstyr på skibe i international fart. Kampagnen betyder, at både teknik, uddannelse og navigatørernes fortrolighed med udstyret vil blive tjekket grundigt.
Kampagnen gennemføres i september, oktober og november, hvor Søfartsstyrelsens inspektører vil inspicere udenlandske skibe i danske havne. Kampagnen betyder ikke, at der bliver inspiceret et større antal skibe end normalt, men fokus bliver lagt på skibenes navigationsudstyr.
Inspektionskampagnen er et samarbejde mellem havnestatskontrolsystemerne Paris- og Tokyo Mou.
Kampagnen hedder "Concentrated Inspection Campaign (CIC) on SOLAS Chapter V".
Kilde: Søfartsstyrelsen